Oprindeligt var der ingen forskel på dansk-tysk byggestil i grænselandet. Den traditionelle gårdtype var den såkaldte ”slesvigske” gård. Efter 1864 gjorde den preussiske indflydelse sig gældende, hvilket resulterede i en mere europæisk byggestil. Nye materialer blev taget i brug, her­under bl.a. skifer- og paptag.

Omkring 1910 opstod ønsket om en mere ”hjemlig” byggeskik, og således holdt en ny byg­ge­stil sit indtog: Hjemstavnsstilen. Medens man i Tyskland fastholdt denne byggestil til efter 1945, fik ”Bedre Byggeskik”-bevægelsen efter grænsedragningen i 1920 stor betydning i Dan­mark, og man fulgte nu de dansk-sønderjyske byggetraditioner.

I efterkrigstiden blev byggestilen på begge sider af grænsen påvirket af modernismen. Endelig opstod der i 1950’erne nord for grænsen den typisk danske ”parcelhusstil”, med røde eller gule mursten, mørkt træværk og forskellige, ofte lave, taghældninger.

Således kunne man efterhånden se tydelig forskel på hhv. de tyske og danske parcel­huskvar­terer i grænselandet, en forskel der har holdt sig frem til i dag: Nord for grænsen findes den nøg­­terne danske parcelhus-tradition, hvorimod de indivi­due­lle løsninger, ofte med et roman­tisk islæt, er fremherskende i Tyskland.

Kilde: Peter Dragsbo, Museet på Sønderborg Slot